Yndlingsforfattere: 

H.C. Andersen: får humøret til at stige, er vittig og rig på indfald, skriver med en lysende, sproglig kraft. 

James M. Cain: hårdkogt og poetisk, stram og uafrystelig, man får en god historie. 

Sophus Claussen: de vilde slyngningers digter, makaber, universel, moderne. En falden engel. 

Albert Dam: her hørmer det fra stald og karlekammer, mens liv og død kværner løs. Særpræget, korthugget, fnysende og humoristisk. Men ikke nok med det: en seer og filosof, der - i de såkaldte "skilderier" - opbygger menneskets linie fra millioner af år tilbage til langt ind i fremtiden. 

Christopher Isherwood: depraveringens og forfaldets digter, en mageløs skildrer af forhutlede eksistenser, en sand menneskekender og detaljens mester. 

Isaac Bashevis Singer: forviklinger og erotik, lattermildt og kærligt indfanges jødernes historie. 

Tarjei Vesaas: den mest tyste og nordiske prosa, jeg kender, men med tikkende bomber under sætningerne.

Thomas Mann: man kan mene om ham, hvad man vil. Men ingen skriver et bedre tysk. Han kan være så forbandet morbid, sarkastisk, ironisk og morsom. At læse hans værker, er at se ind i hans følsomme sind. Og så afskyede han skolens gymnastiktimer. Jeg klapper i mine hænder.
 
Men der er også Herman Bang, St. St. Blicher, Philippe Delerm, Tove Ditlevsen, J.P. Jacobsen, Frank Jæger, Franz Kafka, Jørgen Nielsen, Edgar Allan Poe, Emil Aarestrup. Og mange, mange flere...