Med mit barnebarn, Emilie (foto: Jonas Gammelgaard, 2008)

I bøgernes tjeneste
Mine forældre drev en købmandsbutik i Ormslev ved Aarhus. De sled i det fra morgen til aften. Og om natten elskede de. Jeg voksede op i en atmosfære af  hektisk foretagsomhed og handelskrig. Det gjalt om ikke at tabe terræn til brugsen. 
     Jeg var vild med musik, købte plader, lavede hitlister, opfandt OKR, Ormslev Købmands- handels Reklameradio, og fik lov til at besøge Jørn Hjorting. Jeg ville være sanger, enter- tainer, og satte plakater op rundt omkring i landsbyen: Stor underholdning i Per Gammel-gaards gård! Den ydmyge hjemmescene blev skiftet ud med Tivoli Frihedens store scene. Til Alex Hartmanns orkester sang jeg den folkekære Poul Reichhardts repertoire. Men ak, stemmen gik i overgang og kom ikke tilbage med samme pragt som før.
     En skønne dag lagde lærer Bønding en bog foran mig, Johs. V. Jensens Den lange rejse. Den var meget lang, men jeg læste den og begyndte at fatte interesse for litteratur. Bøger, det var lige mig! At skrive, det var lige mig! Ikke på Købmandsskolen i Aarhus, som min far håbede, men på Biblioteksskolen i København skulle jeg få min gang.
     Det lyder måske, som om vejen var let. Men det var den ikke. Kun med nød og næppe kom jeg i realen. Og på Vestergårsskolen i Viby blev enhver lyst slået i stykker af nøjeregnende, ondskabsfulde lærere. Det gjalt om at holde ud. Det gjalt om at komme væk. Jeg knoklede på Ormslev Kvartsværk, blev arbejdsdreng hos DR i den såkaldte provinsafdeling, blev "kibbutznik" i de israelske Golanbjerge og sidst, men ikke mindst, elev på Krogerup Højskole. Lærerne hed Per Himmelstrup, Niels Jensen, Erik Knudsen, K. E. Larsen, Mads Lidegaard og Arne Skovhus. Behøver jeg sige mere?
     To år på aftenkursus og studentereksamen var i hus. Fire år på Danmarks Biblioteksskole i et forløb, jeg fik drejet mere og mere ind på formidling af skønlitteratur. En dag dristede jeg mig til at vise den elskelige lærer Niels Chr. Lindtner nogle digte. Jamen, de er slet ikke så dårlige, sagde han...