Skønlitteraturen har i flere århundreder spillet en vigtig rolle. Hvad det så end er, der gør det. Men det er jo altid en oplevelse at møde den gode historie, det unikke sprog - og jeg kunne forestille mig, at der, efterhånden som kommunikation bliver mere og mere elektronisk, sporadisk og indforstået, vil opstå en endnu stærkere længsel efter sproglige oplevelser. Vi ved, at det er vigtigt at have sprog. Kun så langt vores sprog rækker, kan vi tænke og formulere os. Vi ved også, at skønlitteraturen, når den er bedst, kan komme forbandet godt rundt i tanke- og følelseslivet, ind i alle kringelkroge af det menneskelige sind, hvor afgørelser træffes og store følelser vækkes. Alt det vi ikke har, alt det vi ikke oplever, men måske længes efter at opleve, ligger parat til os i skønlitteraturen, så vi kan lære os selv bedre at kende, men også - og det er mindst lige så vigtigt - lære at se verden og dens problemer med andres øjne.